Jazzfestivals w. Mikkelborg & Liebman 2015

Anmeldelse: Multifarvet funk ramte pandehulen

5 af 6 stjerner          Af Ole Straarup

Trompetisten Palle Mikkelborg (billede) og den amerikanske saxofonstjerne David Liebman spillede en koncert med det århusianske bigband Blood Sweat Drum + Bass. Repertoiret bestod af Mikkelborg-numre fra “Aura”-projektet samt kompositioner af de unge århusianske musikere. Foto: Scanpix

Læs Stiftens anmeldelse her

 

Et højdepunkt var Wayne Shorters “Angola”, som voksede til et intenst orgie af ambient lyd og hård pistolenergi med buldrende rockkaliber fordelt på de mange instrumenter og med hypnotiske indstik fra David Liebman.

LondonJazznews.com:

….From a long stretched and resounding deep swoosh Liebman’s flute beautifully surfaced up accompanying an undulating passage in slow motion that Mikkelborg entered after a while with high hitting notes. The slow-motion mode finally, suddenly turned into a highly mobile banging groove. A dynamic change in temperament and pace became one of the main features during the rest of the concert….

….Nonetheless the ensemble showed that it is still growing into its very own innovative signature of Big Band jazz that matters. It has just released an album (on cd/dvd), In The Spirit Of … , with Mikkelborg and Liebman as guests.

Read the full review here

Kommentar: Jazzfestival uden bonuskrymmel

Af Andreo Michaelo Mierek

På plussiden i år var Blood Sweat Drum + Bass BB, som gav de etablerede stjerner Palle Mikkelborg og Dave Liebman kamp til deres blæseinstrumenter. Tænk, at vi har så dygtige folk, som dyrker alskens stilarter og er med til at forny bigband-traditionen.

Magisk aften i Musikhuset

Anmeldt på Aarhus Jazzfestivals hjemmeside

Alt gik op i en højere enhed i et mageløst musikalsk møde mellem Palle Mikkelborg, David Liebman og Blood Sweat Drum + Bass.

BSD+B er hørt før under Aarhus Jazz Festival, også i selskab med den ene af aftenens store solister Palle Mikkelborg, men kort fortalt: De er næppe hørt bedre end ved mandagens koncert i Musikhusets Foyer.

I danske Palle MIkkelborg og amerikanske David Liebman har vi at gøre med to solister i verdensklasse, så det er ikke så overraskende, at de spiller fantastisk. Det mageløse består i deres indbyrdes interageren. O.k., de har både live og på seneste BSDB-udgivelse “In the Spirit of …” (2014) testet samspillet med såvel hinanden som med orkesteret, men denne aften virker det, som om de næsten ikke har bestilt andet end at stå på scenen sammen.

Man ser og mærker, at de kan lide det musikalske møde, og man oplever den gensidige respekt og forståelse. De giver plads til hinanden, tager på skift den solistiske førertrøje på, eller lader tonerne fra hhv. trompet og sax flette sig smukt sammen til en vellydende helhed. Det er virtuost, men samtidig sjælfuldt. Teknisk overskudsagtigt, men aldrig blæret tekniklir.

Lige så mageløst er sammenspillet med bandet, men også i bandet. Det er en yderst koncentreret, nærmest sammenbidt dirigent, der går på “podiet” ved koncertens start. Men som sættet skrider frem, løsner ansigtstrækkene og mimikken op hos Sturmbandführer Jens “Chappe” Jensen. Og det er det god grund til, for alting lyder til at lykkes denne aften.

BSD+B er et bigband (det er de egentlig gået væk fra at kalde sig, men skidt med det …) af den grænsesøgende og eksperimenterende slags. Dirigent og musikere vælger sjældent de lette løsninger, og også denne koncert bærer præg af hyppige stil-, tempo- og rytmeskift. Snart er den ene halvdel af blæsergruppen i front, snart den anden. Snart er det rytmegruppen med keyboard, knitrende electronica, guitar, trommer, percussion, der fører an, og snart bandets to kvindelige vokalister.

Det kræver sin dirigent, og det kræver sine musikere at følge med, men det har vi i den grad på scenen. Og det kræver dælme også sit publikum. Efter næsten to timer på tilhørerpladserne er man nærmest træt – men på den fede og musikalsk mættede måde.

Men hvad spillede de så denne aften? – Ikke så underligt fik vi nogle af satserne fra Mikkelborgs storslåede hyldestværk til Miles Davis, “Aura” (udgivet 1989). I starten af sættet var det “Electric Red”, mens slutnummeret var “Violet”. Palle Mikkelborg har jo spillet for Miles Davis, mens Liebman har spillet med ham, så alt i alt var det velvalgt. Tilmed kan man som publikum dårligt blive træt af at lægge øre til dette sublime stykke musik.

Indimellem fik vi en række velspillede udgaver af bandets egne numre og af Wayne Shorters “Angola”. Umiddelbart efter denne fulgte en veritabel musikalsk overraskelse og en lille fin aha-oplevelse.

Overraskelsen stod bandets guitarist for. Pludselig trådte han frem fra sin ret anonyme placering bagest på scenen og gik – på sang og guitar – i gang med WhoMadeWho-nummeret “Every Minute Alone”. En på én gang vemodig og desperat kærlighedssang. Pludselig var vi i poprockland mere end i jazzland. Og sørme om det ikke var WhoMadeWho-frontmand Jeppe Kjellberg, der denne aften havde skiftet sin lille trio ud med det større bigbandselskab. Undervejs blev han bakket flot op af bandets sangerinder på kor og af Palle Mikkelborg, der også fik plads til en fin solo midt i nummeret.

Derpå fulgte det lille aha-intermezzo: den Mikkelborgske udgave af Gasolin-klassikeren “Kloden drejer stille rundt” (The Quiet Turning of the Earth), kun med Mikkelborg på trompet og Kjellberg på guitar. Smukt!

På den måde blev yderligere farver føjet til den i forvejen utrolig varierede musikalske palet. En stor aften med megen musikalitet og varme. De to hovedsolister lagde flere gange ydmygt hånden på hjertet, når publikum begejstret kvitterede for musikken. Og især Palle MIkkelborg var ikke karrig med at dele smil og krammere ud, når noget gik rigtig godt – f.eks. da en af bandets egne trompetister, Rene Damsbak, i nummeret “Anywhere Anytime” afsluttede en vellykket solo, der i den grad faldt i den gamle trompetmesters smag.

Jetlagget efter den lange og fine musikalske flyvetur har ikke helt fortaget sig endnu. Men det gør ikke noget.